Henrik Lange fra Highways-USA

5 hurtige til Henrik Lange fra Highways-USA

Henrik Lange fra Highways-USA elsker at rejse i USA. Lige nu står Maine højt på hans ønskeliste over steder, han gerne vil besøge, selvom han også er ret vild med de danske somre.

Hvilke lande føler du dig bedst tilpas i?

– Jeg bliver jo næsten nødt til at sige USA, men det er faktisk også sandheden. Jeg føler mig virkelig godt tilpas i USA, og føler mig altid velkommen derovre. Jeg elsker amerikanernes imødekommenhed og måde at få andre til at føle sig godt tilpas.

Hvad har du altid med på din rejse?

– Mit spejlreflekskamera. Jeg elsker at tage fotos, og bruger faktisk lang tid på at indfange stemninger af de steder, jeg besøger, hvad enten det er en nationalpark eller en storby. Jeg har aldrig rigtigt vænnet mig til at bruge mobiltelefonen til at tage fotos med – det skal være et rigtigt kamera, hvis jeg skal kunne bruge billederne professionelt efterfølgende.

Hvad er dit bedste rejseråd?

– Husk at være til stede på rejsen: Sluk mobilen, drop opdateringerne på Facebook og Twitter, og vær i stedet til stede i nuet og nyd de mange oplevelser, rejsen giver. Brug dine sanser til at opleve destinationen. Og specifikt til kør-selv ferie: Sluk for GPS’en, og brug i stedet øjnene, kombineret med et godt vejatlas og de lokale skilte.

Det skærper sanserne langt mere i forhold til det landskab og de omgivelser, man kører igennem – i stedet for bare at koble over på automatpiloten. Men det er fair nok at bruge GPS i storbyerne, selvom jeg personligt aldrig bruger GPS. Men jeg er nok også lidt nørdet, hvad det angår.

Hvilken rejse er din værste?

– I 2013 blev jeg påkørt af en flugtbilist i San Bernardino i Californien, som kørte over for rødt lys, da vi andre havde fået grønt. Det var ikke specielt fedt specielt ikke, fordi der var fem timer til, at jeg skulle flyve hjem fra Los Angeles, og kvarteret ikke var det mest turistvenlige at strande i. Og da min erstatningsbil stadig ikke var dukket op, tre timer inden afgang fra LAX, var gode råd dyre.

Heldigvis tilbød en ansat på den Subway restaurant, som jeg sad og ventede på min erstatningsbil, at køre mig hele vejen til lufthavnen – en tur på en halvanden time tværs gennem L.A. Men jeg nåede mit fly, og historien er et smukt eksempel på, hvor hjælpsomme amerikanerne kan være, når man virkelig har brug for det.

Hvor drømmer du om at rejse hen lige nu?

– Lige nu må svaret være Florida – men mest på grund af vejret. Ellers står New England staterne med bl.a. Maine højt på min ønskeliste. Det er et hjørne af USA, jeg stadig har til gode at besøge. Og så holder jeg rigtigt meget af Danmark i sommerhalvåret. Det er faktisk ret fedt at tage på opdagelse i Danmark og se, hvordan der rundt omkring virkeligt bliver satset på at forny velkendte seværdigheder.

Til foråret glæder jeg mig til at besøge det nye Moesgård Museum. Jeg har også stadig til gode at besøge Nationalpark Thy, ligesom det endnu ikke er lykkedes mig at komme til Ærø.

Om Henrik Lange

Henrik Lange er redaktør på rejseportalen Highways-USA.com, hvor han inspirerer og rådgiver folk til at tage på kør-selv ferie i USA og Canada. Henrik holder foredrag for bl.a. rejsebureauer, og i 2012 blev han kåret til ‘Årets Rejsejournalist’ i Danmark.

Af Lone Holm. Foto: Anthon Wichmann, Billedbyroet

2 tanker om “5 hurtige til Henrik Lange fra Highways-USA

  1. temp. Nede sydpå i Florida ligger kun på 10 grader c. Så vent et par måneder med at tage til Florida

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *